Til stregen!

Verden ifølge Vermund

STOP! Omskæring af børn

imageJeg blev til et møde spurgt, hvordan jeg har det med, at vi tillader omskæring af drengebørn. Svaret var klart: Det skulle forbydes!

At vi tillader omskæring, fordi det er religiøst betinget, er lige så vanvittigt, som hvis vi tillod stening af kvinder.

Når politikerne ikke vil røre ved emnet, er det fordi, der er stemmer i at bevare friheden for dem, der vil omskæringen.

Berøringsangst og taburetklæb af værste skuffe!

 

4000 danskere lever stadig på gaden

hjemløsSidste år gav danskerne mere end 11.000 flygtninge tag over hovedet og hjælp til at komme videre i livet.
4000 danskere lever stadig på gaden.

Det Konservative Folkeparti vil:

– Fordoble tilskuddet til skæve boliger.

– Etablere to akuthuse og et statsligt rejsehold.

– Have faste kontaktpersoner i kommunerne.

– Have fokus på kerneopgaverne – ikke på bureaukrati og administration.

Og så vil vi hjælpe flygtninge i deres nærområder, hvor vi kan hjælpe flere – og bedre.

http://www.konservative.dk/~/media/Hjemløse%20udspil%20-%20ENDELIG.pdf Se mere

Verden Ifølge Vermund #8

Pernille tegneserie 8

Kronisk overbelægning på over 100 procent og patienter på gangene. Borgere, der bliver udskrevet fra hospitalerne så sent om aftenen, at ingen er klar til at tage i mod i hjemmet. Og borgere, der bliver udskrevet før de er klar, hvilket betyder alt for mange ulykkelige genindlæggelser.

Det er nogle af de historier vi har hørt og oplevet de seneste uger. Og det er desværre et generelt billede i Nordsjælland.

Vi er ekstra hårdt ramt i Nordsjælland efter Vibeke Storm Rasmussen lukkede Helsingør Hospital over en nat i 2013. Der er lukket mange senge på hospitalerne i Nordsjælland – og regionen har planer om at lukke endnu flere. Konsekvenserne kan borgerne mærke. Det viser de mange historier.

http://denkorteavis.dk/2015/regionerne-driver-hospitaler-sa-kommunerne-bliver-ladt-i-stikken/

http://furesoe.lokalavisen.dk/debat-nedlaeg-regionerne-/20150420/laeserbreve/704219378/

#VerdenIfølgeVermund

#dkpol

#fv15

#MindreStatMereMenneske

Verden Ifølge Vermund #7

Pernille tegneserie 7

Klimaet er blevet vor tids nye religion. Vi vil tydeligvis hellere bruge penge på det, vi tror, der virker, end på at finde ud af, hvad der virker. Vi vil hellere tro, at vi gør en forskel end at gøre en forskel. At mindske CO2-udslippet i Danmark giver os syndsforladelse, vi køber aflad. Det er de danske skatteborgere og energiforbrugere, der betaler.

Det er for billigt af vore politikere at sætte sig på den høje hest og være foregangsmænd i klimakampen. Det er ude på arbejdspladserne, prisen betales. Uden at de store forurenere som USA, Kina og Indien er med i reduktionsbestræbelserne, er det ingen nytte til. Tværtimod forærer vi dem konkurrencefordele og animerer dem derved til at fastholde deres miljøfjendtlige politik. Måske opnår vi kun det modsatte af, hvad vi ønsker?

Som konservativ er det ikke en udvikling, som står på min politiske dagsorden.

http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE6492079/Den+nye+klimalov+er+et+dyrt+aflad++/

#VerdenIfølgeVermund
#dkpol
#fv15
#MindreStatMereMenneske

Verden Ifølge Vermund #6

Pernille tegneserie 6

STOP! I har ret. Sammenligning mellem nazisme og islamisme er synd for… tonen i debatten?

Mage til berøringsangst og virkelighedsfornægtelse skal man lede længe efter. Jeg er målløs!

Konservatives karakteristik af politisk islamisme, hvor terror og udryddelse af jøder og vantro anvendes som middel for at opnå et verdensomspænde kalifat, er kaldt ‘panik før lukketid’ for partiet.

I virkeligheden er det panik før lukketid for vestlige værdier og kulturer. Hvis ikke vi sætter hælene i og kalder tingene ved rette navn, så kan vi lige så godt dreje nøglen om – som samfund!

http://www.pernillevermund.dk/goddag-mand-oekseskaft/

#VerdenIfølgeVermund
#dkpol
#fv15
#MindreStatMereMenneske

Verden Ifølge Vermund #5

Pernille tegneserie 5a

– og vi skal videre!

http://www.pernillevermund.dk/mennesker-foerst/
http://www.pernillevermund.dk/nej-til-egenbetaling-ved-laegen/

#VerdenIfølgeVermund
#dkpol
#fv15
#MindreStatMereMenneske

Verden Ifølge Vermund #4

4

I december og igen i april tilbragte jeg et par dage på Øresund. Det blev til denne lille fortælling om fire danskere, der klarer sig selvstændigt – på trods.

Vi skal stoppe klapjagten på små, selvstændige erhvervsdrivende, mindske regelrytteriet og øge beskæftigelsesfradraget, så det bedre kan betale sig at arbejde. Og så skal vi værne om de erhverv, der kan rumme mennesker, som stikker lidt ud.

Det vil skabe et samfund med mere diversitet, livsglæde og kreativitet, hvor færre vil være afhængige af det offentlige og flere vil kunne forsørge sig selv og sine. Et samfund med mindre stat og mere menneske!

http://www.pernillevermund.dk/stop-regelrytteriet-og-oeg-beskaeftigelsesfradraget/

#VerdenIfølgeVermund
#dkpol
#fv15
#MindreStatMereMenneske

 

Nej til egenbetaling ved lægen

Vi skal have lige adgang til sundhed. Seneste erfaringer fra eksempelvis Tyskland viser at egenbetaling for lægebesøg skaber mere administration og giver øgede omkostninger til på skadestuer og sygehuse. Som konservativ er jeg desuden skeptisk hver gang, der indføres nye afgifter, skatter og egenbetalinger til det offentlige. Det giver politikerne nye adgange til danskernes pengepunge, og erfaringen siger mig, at trods gode hensigter så ender vi altid med at betale mere for mindre.

Derfor er jeg imod egenbetaling hos lægen.

Verden ifølge Vermund #3

dias_3

Den dag et flertal af de ansvarlige politikere i handlinger værner om danske værdier, kan de tillade sig at mane til kamp for ytringsfriheden i ord.

Indtil da forbliver deres opråb varm luft, blottet for det ansvar, de er tildelt.

http://www.pernillevermund.dk/en-realistisk-og-konsekvent-udlaendingepolitik/

Verden ifølge Vermund #2

 

dias2

Fiskere og havbiologer råber vagt i gevær, fordi sandsugningen i Øresund ødelægger et unikt havmiljø med vigtige gyde og fødeområder for nogle af vores dyreste og mest velsmagende konsumfisk. Jeg har selv dykket på et af de ødelagte steder, for at få et indtryk af ødelæggelserne.

Miljøministeren var i foråret 2014 overbevist om, at sandsugningen foregik bæredygtigt. I efteråret 2014 igangsatte hun en undersøgelse af sin påstand.

http://mim.dk/ministeren/ministerens-debatindlaeg/en-baeredygtig-udvinding-og-et-baeredygtigt-%C3%B8resund/

http://mim.dk/nyheder/2014/okt/indvinding-af-raastoffer-maa-ikke-skade-%C3%B8resund/

https://www.facebook.com/740127218/videos/vb.740127218/10152277044612219/?type=3&theater

 

 

Verden ifølge Vermund #1

Klik her og læs mere om Pernille Vermunds syn på den kollektive trafik

Klik her og læs mere om Pernille Vermunds syn på den kollektive trafik

 

 

Mennesker først!

djøf1

Jeg bliver ind imellem mødt af mennesker, der finder det mærkværdigt, at jeg som enlig forsørger til tre ønsker en mindre offentlig sektor og mere ansvar og frihed til danskerne. Med andre ord; de forstår ikke, at jeg hellere vil beholde flere af de penge jeg tjener og klare mig uden offentlig forsørgelse.

Men det vil jeg. For når pengene er små, bliver man nøjsom. I forhold til tidligere, er jeg langt mere bevidst om, at de penge, jeg bruger, skal skabe reel værdi for mine drenge og mig selv.

Jeg vil, som flertallet, gerne være med til at sikre syge i krop og sind og skabe ordentlige forhold for vores børn og ældre. Men jeg har helt ærligt ikke råd til slendrian.

Siden 1970 er antallet af offentligt ansatte steget fra 335.000 til 835.000. Intet tyder dog på, at den offentlige service tilsvarende er blevet mere end dobbelt så god.

Vi har et system, hvor tilliden til mennesker og respekten for viden og faglighed er så lav, at vi efterhånden bruger flere penge på kontroller og systemer, end vi gør på at løse offentlige kerneopgaver. Og hvor nye regler og systemer synes at dukke op, for hver fejl der bliver begået.

Vi bruger fælles midler på at uddanne læger, sygeplejersker, hjemmehjælpere, lærere, pædagoger etc til at varetage opgaver for fællesskabet. Men når opgaverne skal løses mister vi tilliden til de evner og den viden, ‘vi’ har givet dem.

Har vi fuldstændigt mistet vores sunde fornuft, når det kommer til det offentlige?

Kunne det tænkes, at vi skaber grundlag for endnu flere fejl og endnu dårligere løsninger, netop fordi de mennesker, der skal løse opgaverne til stadighed presses af nye krav om dokumentation og bureaukratiske regler?

Og kunne det tænkes, at de penge, vi bruger på at kompensere for vores mistillid, ville være bedre brugt andre steder?

Lad os genindføre respekten for viden og faglighed. Lad os erkende, at hvor der er mennesker, begås der fejl. Og lad os glæde os over, at vi netop som mennesker evner at lære af disse.

STOP! Regelrytteriet, begræns de stigende udgifter til kontroller og systemer, og giv danskerne ansvaret tilbage. Det skaber frihed til at leve livet, passe sit arbejde og disponere over sin egen økonomi.

Politisk ansvarlighed udbedes – tak!

Når vi betaler vor skat, er vi med til at betale for de syge, svage i krop og sind, børnenes og de unges uddannelse og de ældres pensioner. Der er mange gode grunde til, at et velfærdssamfund er dyrt i drift og kræver, at vi bruger en stor del af vort liv på at kunne betale for de fælles goder.

I den økonomiske teori er det let at prisfastsætte varer og ydelser. De er simpelthen det værd, som folk er villig til at betale for det. Det giver fornuft, når forbrugerne kan vælge mellem forskellige udbydere, men når vi kommer til det offentliges ydelser kniber det med fornuften. Her må man ty til at sige, at den offentlige ydelse er det værd, som den har kostet. Så hvis vi sætter 100.000 mand til at bygge en bro mellem Herning og Ikast er værdien af broen lig med udgiften, selv om ikke en sjæl benytter sig af broen.

Det stiller store krav til politikere og offentlige ledere, når de skal disponere økonomisk, for markedsmekanismerne kan ikke altid fortælle, om man træffer rationelle beslutninger.

Måske fungerer visse dele af det offentlige tilfredsstillende, men det er langt fra hovedreglen. Vi kan ikke åbne en avis eller se en nyhedsudsendelse uden at blive konfronteret med dispositioner i det offentlige, der mildest talt er besynderlige – og vi er så vant til at det er sådan, at vi bare lader det passere. Og det er undergravende for vort samfunds muligheder for at understøtte og hjælpe dem, der har hjælp behov.

Siden 1970 er antallet af offentligt ansatte steget fra 335.000 til 835.000. Er den offentlige service tilsvarende blevet 220% bedre?

Strukturreformen i 2007 skulle rationalisere, effektivisere og forbedre den offentlige service. Den resulterede i 36.900 flere offentligt ansatte til en udgift på 15 mia. kr. årligt, eller lige så meget som efterlønnen.

Når politikere siger, at vore universiteter og vore hospitaler skal drives som forretninger, åbenbarer de deres åndelige fattigdom. Ingen forretning ”drives som en forretning”. Alle forretninger bliver til i et samspil mellem kunder, ejere og medarbejdere, hvor man hele tiden ledelsesmæssigt må træffe beslutninger, der respekterer dette forhold. Vi lader os forblænde af økonomers biztalk, og derved tilsidesætter vi det helt enkle, at hospitaler skal pleje og helbrede, universiteter skal forske og uddanne.

Vi kan ikke have et samfund, hvor offentlige ledere kan disponere ansvarsfrit med DONG´s milliarder, og når de har formøblet arvesølvet, kan de modtage et gyldent håndtryk.

Vi kan ikke have et DSB, hvor man køber tog, der ikke kører, og lader direktionen få en silkesnor og millioner med ud ad døren.

Det er en hån mod alle mennesker, som tjener deres daglige brød ved almindeligt arbejde, og som i tilsvarende svigt i deres arbejdsfunktioner, var blevet fyret på gråt papir.

Vi skal stille krav til den offentlige ledelse. Det er tyveri af vores tid, at vi skal bruge så stor en del af vort liv på at arbejde for at betale skat, når de mennesker, der forvalter vor fælles kapital, ikke lever op til deres ansvar.

Goddag mand, økseskaft

Den største udfordring med den danske udlændingedebat er, at den ikke føres.

Når vi, der ønsker at påpege problemerne ved den massive migration, rejser en debat om konkrete udfordringer, svarer vore modstandere igen med tonen og menneskesynet i debatten.

Det er: Goddag mand, økseskaft – et råb i skoven.

Desværre er det konservative udspil i debatten druknet på samme måde. Debatten kører nu på, om det er rimeligt at sammenligne nazisme med islamisme, og det er måske en interessant debat for teoretikere, men den bringer os altså ingen vegne.

Lad os forholde os virkelighedens problemer; hundrede tusinder af muslimer er flygtet/indvandret til Danmark, millioner til Europa. Befolkningsudviklingen i de arabiske lande og Nordafrika er eksplosiv, man 20-dobler befolkningen på 100 år. Den velstand, der findes i visse arabiske lande er ikke opnået ved arbejde, men ved naturressourcer og udnyttelse af importeret arbejdskraft. Der er ikke tegn på, at man kan opnå rimelig velstand, eller at den økonomiske udvikling vil følge eller overhale befolkningsudviklingen, som den gjorde i Europa og Nordamerika. Der eksisterer ikke en kulturel baggrund for, at mænd arbejder i vor forstand.

Fattigdom, sult og indbyrdes stridigheder vil få millioner til at søge væk fra den muslimske verden, men ikke den muslimske tro eller kultur. Ifølge Ruud Koopmans undersøgelse af fundamentalisme blandt kristne og muslimer mener 65% af muslimer i de seks undersøgte europæiske lande, at demokratisk lovgivning skal vige for religiøse regler. Det er altså ikke en flugt væk fra despoti og religiøs fanatisme og til demokrati. Bevæggrundene for flugten til vesten er af en anden karakter.

Vi lever i et land, hvor politiet har skærpet opmærksomhed på jødiske samlingssteder og forretninger, hvor politikere, der udtaler sig kritisk er under beskyttelse af PET, og hvor Folketinget lige nu diskuterer detaljer i en terrorlov, som vil koste danske skatteydere i omegnen af 1 mia. kroner.

Hvis vi ikke forholder os til, at vi står med et kolossalt, og måske uløseligt, problem af både kulturel, økonomisk og religiøs art, men vedbliver at diskutere tonen i debatten, vil udviklingen drukne vore muligheder for at træffe rationelle valg, og vi risikerer at betale en dyr pris for at importere den muslimske verdens religiøse og kulturelle stridigheder.

STOP regelrytteriet og ØG beskæftigelsesfradraget!

sandmanden

Mistillid skaber regler og kontrol – og ødelægger mulighederne for mennesker, der ikke trives bag et skrivebord.

Jeg har i dag er tilbragt endnu en dag på Øresund. Denne gang i selskab med Jens Hartmann på båden Sandmanden, som sejler med lystfiskere. Målet var at blive klogere på de vanvittige regler, der spænder ben for vores selvstændige erhvervsdrivende på havet; en opfølgning på min tur i december med Jamik Vedbæk, en af de få tilbageværende erhvervsfiskere i Øresund.

Ud over, at begge erhverver sig ved fiskeri, er reglerne for deres arbejde meget forskellige. Men fælles for dem er, at de er underlagt et væld af regler og systemer, der gør det sværere for dem begge at leve af deres arbejde på havet, og at de begge beskæftiger mennesker, som har svært ved at finde sig til rette i mere konforme jobs.

For Jens’ vedkommende er den største udfordring, at hans båd i midten af 90’erne blev underlagt regler, der begrænsede hans muligheder for at øge antallet af passagerer på båden til mere end 12 stk. Det gør det sværere at få en ordentlig indtjening i hverdagen – og det mindsker bådens værdi ved et evt salg. Til gengæld ville reglerne være anderledes, hvis Jens’ båd blev erklæret bevaringsværdig. Logisk? Ikke for Jens, og bestemt heller ikke for mig!

På dagens tur gjorde det endnu engang stort indtryk på mig at opleve, hvordan fiskeriet rummer mennesker, der ikke trives bag et skrivebord. Det gjorde indtryk at møde Daniel, som blev smidt ud af skolen i 7. klasse.

Daniel har med Jens’ hjælp kæmpet sig fra en hverdag på kontanthjælp, til en hverdag, hvor han i dag tjener til dagen og vejen som selvstændig ‘assistent’ på Jens’ båd. En hverdag, hvor han selv er herre over sit eget liv – og er stolt af det han laver. Men også en hverdag, hvor pengene er små, fordi overskuddet langt fra er prangende, når skatten er betalt. Og hvor reglerne for, hvordan man som selvstændig må gå til hånde på en båd, er strenge.

Som selvstændig føler jeg et nært slægtskab til mennesker, der erhverver sig selv. Og jeg vil gøre alt hvad jeg kan, for at fjerne de benspænd, der er for selvstændige erhvervsdrivende i vores samfund.

Daniel vil til enhver tid både være lykkeligere som menneske og mere værd for fællesskabet, hvis han har et arbejde at stå op til om morgenen. Det er Daniel ikke alene om!

Derfor skal vi stoppe klapjagten på små, selvstændige erhvervsdrivende, mindske regelrytteriet, øge beskæftigelsesfradraget, så det bedre kan betale sig at arbejde og værne om de erhverv, der kan rumme mennesker, som stikker lidt ud.

Det vil skabe et samfund med mere diversitet, livsglæde og kreativitet, hvor færre vil være afhængige af det offentlige og flere vil kunne forsørge sig selv og sine. Et samfund med mindre stat og mere menneske!

Nedlæg regionerne!

Det er uacceptabelt, at vi gang på gang skal høre historier om dårlig ledelse af regionens sundhedssystem; 1813, der skulle være en besparelse, men kun er blevet en forringelse, lukning af lokale sygehuse for at etablere et ’supersygehus’, som er så ’super’, at der hverken er råd til cafeteria eller kemobehandling og et eksisterende sygehus, hvor patienterne ligger på gangene, personalet løber sig halvt ihjel og ledelsen laver økonomiske disponeringer uden at lytte til det sundhedsfaglige personale, som har værdifuld viden og erfaring.

SF, Socialdemokratiet, Radikale og Venstre lukkede i november 2013 Helsingør Hospital over en nat, fordi man ikke længere mente, at hospitalet var fagligt forsvarligt.

Men til historien hører, at man havde trodset lægefaglige anbefalinger og besluttet at flytte al kirurgi, billeddiagnostik, laboratorievirksomhed og anæstesiologi til Hillerød og at man dermed selv havde skabt forudsætningerne for det faglige niveau.

I stedet for at gribe i egen barm, erkende fejlen og flytte de vitale dele af hospitalet tilbage til Helsingør, valgte man at fastholde den dårlige kurs og lukke hospitalet. Syv år før tid. Et politisk hovmod og bedreviden, som kan få fatale følger for borgerne i regionen.

Jeg var IMOD at nedlægge Helsingør Hospital, men med en plads i folketinget, vil jeg være FOR at nedlægge regionerne. En del af regionale opgaver er blevet så omfattende, og sundhedssystemet så centraliseret, at de specialiserede opgaver efter min opfattelse ligger bedre i staten. De øvrige borgernære opgaver, bør løses i kommunerne.

STOP!

kenya

STOP! I har ret. Sammenligning mellem nazisme og islamisme er synd for… Hvem var det nu? Tonen i debatten? Mage til berøringsangst og virkelighedsfornægtelse skal man lede længe efter. Jeg er målløs!

Konservatives betegnelse for politisk islamisme, hvor terror og udryddelse af jøder og vantro anvendes som middel, for at opnå et verdensomspænde kalifat, som nazi-islamisme er kaldt ‘panik før lukketid’. Og det er det måske.

Men i så fald er det panik før lukketid for vestlige værdier og kulturer. Hvis ikke vi sætter foden i og kalder tingene ved rette navn, så kan vi lige så godt dreje nøglen om – ikke bare som parti, men som samfund!

9. April 2015

image9. April 2015 – 75-året for tyskernes besættelse af Danmark.

At videregive vores fælles historie til kommende generationer, er en forudsætning for at lære af den.

Og viden, erfaring og forståelse er forudsætninger for at træffe de rigtige beslutninger for fremtiden.

Lad os sikre, at vi alle kender vores historie og forstår betydningen af at kunne forsvare vores værdier, vores kultur og vores frihed, så Danmark også i fremtiden kan stå stærkt og samlet.

Jeg tror på dig

image‘Lavere skatter og afgifter vil blive velfærdssamfundets undergang’.

Sådan lyder et af de hyppigste argumenter imod at give danskerne ansvaret tilbage for deres eget liv ved at sænke skatte- og afgiftstrykket.

Skatte- og afgiftstrykket er i perioden 1970 til 2010 steget fra 50 mia kr til 975 mia kr.

Antallet af offentligt ansatte er i samme periode steget fra 335.000 til 800.000.

Og så vidt jeg husker, havde vi råd til både uddannelse, sundhed og en anstændig alderdom for vores ældre i 1970.

Jeg tror på dig. Jeg tror på, at du kan tage ansvar for dig selv og din familie. Og jeg ved, at enhver madpakke finansieret af det offentlige koster dobbelt så meget, som hvis du smører den selv.

For nogle, er den bedste løsning at betale sig fra de opgaver, som det offentlige i dag er indrettet til at løse for alle – med tendens til stordrift og svingende kvalitet til følge.

For andre, er opgaverne ikke værd at betale sig fra, enten fordi vi selv ønsker at være mere sammen med vores børn og ældre, og derfor gerne smører madpakker og svinger støvsugeren, eller fordi vi mener, at vores penge er bedre brugt andre steder.

Må jeg foreslå, at vi stopper massehysteriet og genfinder tilliden til, at danskerne selv kan disponere over langt flere deres egne penge, så vi hver især kan få tid i livet til det, der betyder mest for os – og være stolte af det, vi giver videre til vores børn?

Frihed og personligt ansvar

sove

Du afgiver tid fra dine børn og din familie for at gå på arbejde.

Halvdelen af lønnen får du med hjem. Af den skal du betale skat af din bolig; ejendomsskat og ejendomsværdiskat, du skal betale afgift af den elektricitet du bruger, cirka 80 procent af regningen, afgift for det vand, du udleder og afgift for den varme, du bruger. For at komme ud til dine kunder, køber du en bil. Af den betaler du afgifter og moms. For at beholde bilen, betaler du vægtafgift. Og for at kunne køre den, betaler du afgifter af benzin.

Du køber mad og betaler afgifter af alt fra kaffe til nødder. Og så betaler du 25 procent i moms af både varens pris og afgifterne.

Du bestiller en tømrer, som skal reparere taget på dit hus – det har du ikke selv tid til, for du skal passe det arbejde, som du er bedst til. Han har en høj timepris, for han skal også selv betale skatter og afgifter af alt, hvad han bruger i sit liv. Det betaler du også 25 procent ekstra i moms for.

For at få råd til at betale dine skatter og afgifter arbejder du lidt mere. Nu bliver den andel af din løn, som du får lov at beholde selv, endnu mindre. Og du må undvære din familie i længere tid.

For at du kan arbejde og tjene penge til velfærds-hamsterhjulet, har du ikke selv tid til at tage dig af dine nærmeste. Du afleverer dine børn i daginstitution, får skolen til at stå for lektielæsningen og afsætter dine forældre til en kommunal hjemmepleje eller på plejehjem. Det betaler du også for. Mere end andre, fordi du arbejder mere og tjener mere – før skatter og afgifter.

Skulle du være så dygtig, at du har overskud, når du ligger på dit dødsleje og har betalt langt over halvdelen af lønnen for din arbejdstid i skatter og afgifter, så bliver du også beskattet af at dø.

Er vi rigtigt kloge?

Min familie er det vigtigste i mit liv.

Jeg vil hellere være mere sammen med mine egne børn, end tvinges til at overlade dem til andre.

Jeg vil kunne være der for min partner ved svære sygdomsforløb.

Og jeg vil hellere tage mig af mine forældre, end sende dem i armene på forjagede sosu-assistenter, der tvinges til at bruge mere tid på at udfylde skemaer end på mennesker.

Jeg vil tage ansvar for mig selv og mine nærmeste.

Derfor vil jeg have lov at beholde flere af mine egne penge selv – og have friheden til selv at bestemme, hvordan jeg indretter mit liv!

Prisen for en forkert energipolitik betales af samfundets svageste


 

 

 

 

 

 

Når du betaler en elregning på 1.000 kroner, går mere end 800 kroner til afgifter og administration.

7,7 mia kroner betalte danske familier og virksomheder i 2014 i PSO afgift; en afgift, som blev indført for at dække udgifter til nye energiteknologier, der endnu ikke er i stand til at klare sig på rene markedsvilkår.

Størstedelen af de penge, vi betaler for udvikling af nye energiformer, går til vindmøller, som af gode grunde producerer el, som vinden blæser. Når det rigtigt rusker, vil der være en overproduktion, som presser priserne på el ned, og som giver vindmølleindustrien afsætning til udlandet.

Men systemet er så snedigt indrettet, at du og jeg betaler en fast pris for hver kWh en havvindmølle producerer, og at vi dermed i storm og blæst forsyner resten af det europæiske marked med billig strøm finansieret af den løn, som vi har tjent, betalt skat af og endeligt brugt til at dække vores elregning.

Og som om det ikke var nok, så indebærer det europæiske CO2-kvotesystem, at hver en reduktion af CO2-udledning i Danmark kan bruges af andre EU lande til at øge samme. Med andre ord betaler vi ikke bare for billig strøm til Europa, vi giver også de andre europæsike lande klare konkurrencefordele i forhold til Danmark, ved at lade dem producere strøm med billigere metoder end os, idet de kan gøre brug af de CO2 kvoter, som vi ikke selv benytter.

Skulle du, ovenstående til trods, sidde tilbage med en følelse af, at investeringer i vindmøller føles godt, ergo må det være godt, så vil jeg anbefale dig at lægge følelserne til side og koble din rationelle og logiske del af hjernen til.

For vi må ikke et øjeblik glemme, at prisen for en forkert energipolitik i høj grad betales af de svageste i samfundet. Vælger vi forkert taber vi konkurrencekraft. Det presser lønningerne og belaster skatteindtægterne. Så kommende velfærd er afhængig af rationelle valg.

Vi skal have fornuften tilbage i energipolitikken. Det skal ikke bare føles godt – det skal være godt!

Myndighederne svigter borgerne i Hørsholm

Udrejsecenter_Peter HolstUtryghed, magtesløshed og desperation.

Det var følelser, der tirsdag fyldte rummet på politiets og udlændingestyrelsens borgermøde om det nye udrejsecenter for asylansøgere i Hørsholm.

Møde tirsdag aften

Et møde, hvor det store antal af fremmødte vidnede om sagens betydning for de mange naboer til det nye center. Mennesker, der i første omgang har følt sig overhørt, siden bedraget og negligeret og nu talt ned til og sikkerhedsmæssigt overladt til sig selv af statsmagten.

Justitsministeren har besluttet, at alle afviste asylansøgere og alle udlændinge på tålt ophold nu skal samles i et udrejsecenter på Sjælsmark Kaserne i Hørsholm.

Lokalpolitikere og –befolkning har protesteret. Og 18 andre kommuner har givet tilsagn om, at man havde interesse i at have et udrejsecenter inden for kommunegrænsen.

Men nej. Den officielle begrundelse for at gå imod befolkningens ønsker i både Hørsholm og i de øvrige 18 kommuner er, at rigspolitiets arbejde vil være lettere, hvis man samler de udviste udlændinge tæt på Sandholmlejren og lufthavnen.

Arrogante myndigheder

Et grelt, næsten DDR-lignende, eksempel på, hvordan systemer står over mennesker. At de ansvarlige tillader politiets arbejde at styre samfundets indretning er grotesk. Og i et land som Danmark, hvor man på en halv time kan flyve på tværs af landet, ville begrundelsen være komisk, hvis ikke det var så alvorligt.

Borgerne i Hørsholm har været udsat for en statslig beslutningsproces, der får ord som ’nødløgn’ til at virke uskyldigt.

En proces, hvor skiftende justitsministre fra den siddende regering har fremlagt skiftende versioner af ’sandheden’ om undersøgelserne af de 18 interesserede kommuner.

En proces, hvor afsnit om borgernes tryghed i den udarbejdede miljørapport for udrejsecentret er slettet af myndighederne, før rapporten nåede ud til offentligheden.

Man har med andre ord tilbageholdt nogle af de vægtigste argumenter imod centret. Metoder, som sender tankerne til lande og styreformer, som vi ikke normalt ynder at sammenligne os med.

Men selv om befolkningens utryghed kan skjules i rapporter, så var den ikke til at tage fejl af på borgermødet.

Besøg af to afrikanske mænd

Blandt deltagerne på mødet var en familiefar, som allerede ved centrets åbning i begyndelsen af februar fik uventet besøg af to afrikanske mænd, der ikke kendte forskel på dit og mit.

En anden fortalte tilsvarende, hvordan han i pyjamas og bare tæer med sine hunde havde jaget ubudne mænd væk fra sit hus. Han fortalte, at han efterfølgende havde kontaktet politiet for at sikre, at naboerne ikke skulle blive de næste ofrer. Og han beskrev, hvordan følelsen af afmagt og utryghed havde bredt sig i ham, da politiet havde nægtet at rykke ud – og kun modvilligt havde optaget rapport.

Beboerne i området er utrygge. Så utrygge, at et af aftenens spørgsmål, som både blev stillet og besvaret i fulde alvor, var, hvor langt man må gå for at beskytte sig selv; hvornår selvtægt bliver ulovlig.

At overvære et møde, hvor alle erkender, at de ansvarlige politikere med deres beslutninger har sat borgerne i en situation, som indebærer, at et sådant spørgsmål overhovedet er relevant, er mildest talt rystende. Og at opleve voksne menneskers frygt og utryghed komme til udtryk i deres øjne og ord har sat dybe spor. Frygt for at vågne ved at fremmede mennesker står inde i huset. Utryghed ved at lade børnene komme alene hjem efter skole. Magtesløshed over at opleve, at man ikke længere kan passe på det dyrebareste man har – sin familie.

Borgerne i Hørsholm bliver nærmeste naboer til et center med op til 700 udviste udlændinge. Mennesker, der har meget lidt – om noget – at miste og som alle står med den ene fod ude af landet. Befolkningsgrupper, om hvem statistikkerne siger, at 31% af alle asylansøgere dømmes for kriminalitet, og at 50% af alle udlændinge på tålt ophold dømmes for ny kriminalitet efter deres udvisningsdom.

Mennesker, der anses for at udgøre så høj en sikkerhedsrisiko, at udrejsecentret er kameraovervåget, at det, i modsætning til andre asylcentre, drives af kriminalforsorgen og at det internt er opdelt af et trådhegn for at beskytte de afviste asylansøgere fra de, der er udvist på grund af kriminalitet.

De kan færdes frit

Udrejsecentret er indrettet med så stor fokus på sikkerhed, at det faktum, at beboerne frit kan forlade centret uden opsyn virker hovedrystende. At sikkerheden for de afviste udlændinge er højere, end sikkerheden for de danskere, som bor i området, er en skændsel.

Men for de selverklærede humanister, som primært har plads i den venstre del af Folketingssalen, er friheden for fremmede åbenbart vigtigere end sikkerheden for deres egne landsmænd. Og hensynet til systemer er øjensynligt vigtigere end hensynet til mennesker.

Statsmagtens fuldkommenhed og magtarrogance er komplet – og det føles ikke trygt!

Se min nye valgvideo her!

Forkert at lukke kræftafdelingen i Hillerød

benediktepernilleIfølge patienter og læger er kræftafdelingen på Nordsjællands Hospital i Hillerød velfungerende. Her oplever patienterne sammenhæng i den medicinske behandling, der er af høj kvalitet. De oplever at blive behandlet samme dag, de tilses af lægen. Ligesom vi hører, at patienterne oplever at møde samme læge og sygeplejerske gennem hele behandlingsforløbet. Et system, der er til for patienterne; det skaber tryghed.

Alligevel overvejer regionen nu at lukke denne velfungerende afdeling. Det hedder sig, at man vil skabe bedre sammenhæng mellem strålebehandling og medicinsk behandling.

Grundlaget for forslaget om at lukke kræftafdelingen i Hillerød er, at Region Sjælland kan give deres borgere kræftbehandlingen i egen region og således ikke længere vil bruge hospitalerne i Region Hovedstaden. Administrationen i Region Hovedstaden mener derfor ikke, at der vil være tilstrækkeligt patientgrundlag til at opretholde en afdeling for medicinsk kræftbehandling på tre hospitaler i Region Hovedstaden. Og når man nu skal reducere antallet af behandlingssteder, så er idéen om sammenhæng mellem strålebehandling og kemoterapi en fin overskrift for høringsforslaget. Det er usikkert hvad regionspolitikerne mener, men efter at dømme ud fra reaktionerne fra de folkevalgte regionspolitikere, så tyder det på, at de følger deres administration.

Vi undrer os over argumenterne om at sikre det nødvendige patientunderlag.

For hvis udsagnet om, at 1.768.125 borgere i Region Hovedstaden ikke er tilstrækkeligt befolkningsgrundlag til tre afdelinger, så kræver det ikke den store ledvogtereksamen at regne ud, at Region Nordjylland med 582.632 indbyggere slet ikke burde have en onkologisk afdeling, og at både Region Sjælland og Region Syddanmark med 820.480 og 1.205.728 indbyggere og hhv. 2 og 3 onkologiske afdelinger burde følge efter Region Hovedstaden og lukke deres medicinske kræftafdelinger. Det gør de os bekendt ikke.

I Region Hovedstaden har vi et befolkningsgrundlag, som med de nuværende tre afdelinger giver landets næsthøjeste antal potentielle patienter pr. kræftafdeling. En sammenlægning af de tre afdelinger til to vil betyde, at vi i Hovedstaden skal være mere end dobbelt så mange om en kræftafdeling, som både region Sjælland og Syddanmark, og at vi skal være 38% flere indbyggere pr. afdeling sammenlignet med Midtjylland, som i dag har den laveste kapacitet målt i antal afdelinger pr. indbygger.

I Hillerød har vi en kræftafdeling, som er velfungerende. En afdeling, hvor både den geografiske beliggenhed midt i regionen og den sammenhængende behandling inden for afdelingen giver tryghed for patienter og pårørende. Den ønsker vi bevaret.

Skrevet sammen med Benedikte Kiær, Konservativ borgmester i Helsingør

 

 

Mennesker først – bør også gælde for kræftpatienter i Nordsjælland!

sovevI det gamle Østeuropa var ineffektiviteten sat i system. Alt var centralt styret, og at tænke borgernes eller brugernes behov ind i planerne, var forstyrrende for magthaverne. Systemet var udtænkt, og så måtte borgerne rette ind.

For langt de fleste står det som et uhyggeligt og lidt latterligt statsdiktatur. Vi ønsker et samfund, hvor hensynet til såvel fællesskab, som den enkelte, bliver tilgodeset. Vi ønsker at styre for folket ved folket – ikke at styre folket.

Region Sjælland ønsker ikke længere at benytte hospitalerne i Region Hovedstaden i kræftbehandlingen. Derfor forudser man en overkapacitet i Nordsjælland, når de sjællandske patienter forsvinder. Der er tre behandlingshospitaler involveret; Rigshospitalet, Herlev og Nordsjællands Hospital i Hillerød.

De to førstnævnte ligger få kilometer fra hinanden i et hjørne af Regionen. Foruden kemoterapi, har de begge strålebehandling, hvilket ikke findes på Nordsjællands Hospital i Hillerød. For administratorer og politikere, der har været for længe på de bonede gulve, er den logiske konsekvens at lukke Hillerød. Det betyder, at patienter i Frederikssund, Halsnæs, Gribskov og Helsingør skal transporteres til det modsatte hjørne af regionen, for at modtage udmattende, for ikke at sige udmarvende, behandling, for derefter at transportere sig hjem.

’Min far var i mange år kræftpatient både på Hillerød og på Riget. I de perioder, hvor han modtog kemoterapi ugentligt, og var påvirket af det, gjorde det en kæmpe forskel, at han kunne spare timer på transport ved at tage til Hillerød i stedet for København. Når man kæmper med en diagnose, som kan betyde døden, er tid alt, man har for lidt af…’, skrev en kvinde for nyligt til mig.

Men den slags rører ikke store ånder, for nu er systemet indrettet med strålebehandling på Herlev og Rigshospitalet, og i systemtænkende væsners verden er det en fast størrelse – og så må vi, som mennesker, indordne os.

Vi, som bor i Nordsjælland, og som skal leve med beslutningen, tager os derimod til hovedet. For ifølge regionens egne tal, forventes vi hverken at blive færre indbyggere i Nordsjælland eller at mindske risikoen for at udvikle kræft.

Var det ikke en idé for en gang skyld at indrette systemet af hensyn til mennesker? Var det ikke fornuftigt at beholde et behandlingssted tæt på de mennesker, der skal bruge det og sørge for, at strålebehandlingsudstyret fra Herlev blev flyttet til det nye ’supersygehus’ i Hillerød, således at der i fremtiden også findes et behandlingssted i det, der vel er det nærmeste geografiske midtpunkt i regionen?

Vi har vel et sundhedsvæsen, der er lavet for patienternes skyld – og ikke for planlæggernes. Måske er det naivt i en tid, hvor al ledelse og alle beslutninger træffes ud fra økonomiske kalkuler, at appellere til en forståelse for patienternes behov. Men de tusinder af ekstra kilometer, der spares for patienterne, må vel også have en økonomisk værdi – hvis ikke man anerkender ønsket om at sætte mennesker før systemet.

Danmark er dejligst!

1961402_10152296672863760_79420880_n - KopiHvor er begejstringen, hvor er stoltheden, hvor er det mod, der får os til at ranke ryggen, tage kampen op og sige: Danmark er dejligst, sammen er vi noget ganske særligt – det vi har, er værd at bevare?

Jeg er ikke vokset op uden udfordringer. Min barndom og ungdom har, som alt for mange andres, været præget af uro, misbrug og sygdom. Men midt i al balladen, midt i rod og kaos, har der altid været et stærkt fundament af kærlighed, vilje og stolthed. Et fundament, som dengang fik familien helskindet igennem og som i dag får os til at holde sammen i tykt og tyndt – fordi vi passer på hinanden.

Det samme fundament oplever jeg i mit lokalområde. Et tidligere fiskerleje syd for Helsingør, hvor fiskernes hvidkalkede, stråtækte huse gennem årene har fået selskab af gamle sommerhuse, villaer, parcelhuse, rækkehuse og lejlighedskomplekser i skøn forening.

Her er bøller og banditter, som alle andre steder; her er indbrud, hærværk og røverier. Men her er alligevel noget ganske særligt.

Her nikker og smiler man, når man passerer hinanden. Her forenes frivillige kræfter om idrætsliv, badelaug og bevaring af vores fælles kulturarv. Her er naboer, som frivilligt stiller op og tilbyder hjælp til at stable brænde, skifte pakninger, rydde sne og passe børn – og her skriver politiet en personlig tak, når man roser dem. Det gode lokalsamfund vi har, bygger på personlig indsats, vilje og initiativ – det værner vi om.

I Danmark er Grundloven vores fundament. Vores forfædre har kæmpet sig til de rettigheder, som efter weekendens attentat har været på alles læber. Rettigheder, som for mig udtrykte deres værd, da vores Kronprins i mandags stod blandt 40.000 mennesker til mindehøjtidelighed i København.

Men også rettigheder, som bliver udfordret, fordi de langt fra er universelle, og fordi mennesker, der ikke har fået friheden ind med modermælken, selv skal tilegne sig forståelse af rettighedernes fundamentale betydning.

En del lykkes, men det er langt fra alle. Og når man efter weekendens attentat hører etnisk danske meningsdannere, kulturpersonligheder, ja selv politikere (der bryster sig af at være liberale) tale om en ’hensynsfuld’ ytringsfrihed, så indser man, hvor svært det er at forstå, at en ’hensynsfuld’ begrænsning af tilsyneladende små elementer, som satiretegninger og religiøse symboler, kan være de huller, der får diget til at bryde sammen.

For uden de små sten, der for det utrænede øje kan virke ubetydelige, vil diget skride. Ikke med ét, men stille og roligt vil grænsen mellem hensyn og frihed rykkes. Derfor skal vi stå fast og værne om de små sten; om yderligheden af de værdier, som er os givet. Som en arv, der ikke er personligt bestemt, men som er opbygget og bevaret af tidligere generationer og videregivet til hele det danske folk – uafhængigt af vores religiøse, sociale og politiske forhold.

Vi skal ikke lukke os om os selv. Vi er alle dage blevet både klogere og rigere af at rejse ud – og lade gode folk komme hertil. Men det bør være logisk for enhver, at vi hverken skal lægge land eller frihed til mennesker udefra, som vil os det ondt.

Udlændinge, som begår kriminalitet bør derfor sendes ud og miste retten til at vende tilbage. Det samme gælder mennesker, der har opnået indfødsret ved den obligatoriske erklæring og troskab og loyalitet. Kun ved at sende den dårlige gæst på porten, kan vi bevare vores gæstfrihed og det åbne og frie samfund, som er os givet.

Lad os ranke ryggen, være stolte af vores land og vores værdier og tillade os at sige: Danmark er dejligst, sammen er vi noget ganske særligt, det vi har, er værd at kæmpe for – også når kampen gør ondt!

 

 

 

Forudsigeligt – eller blot en gal mands værk?

dst1Omar Abdel Hamid El-Hussein. 22-årig palæstinensisk dansker med bandekriminalitet og knivstikkeri i bagagen.

Passer næsten alt for godt i kriminalitetsstatistikkerne, hvor unge, mandlige libanesere (ofte statsløse palæstinensere) begår mere end dobbelt så meget kriminalitet, som danske mænd i samme aldersgruppe. Men indtil videre har ikke én politiker nævnt den fejlslagne integration af de mange, som vi har ladet komme hertil, med et eneste ord.

Vi skal fortsætte med at leve livet, som vi har gjort det før, siger de efter et partiledermøde hos statsministeren – næsten i kor.

Ja, det skal vi, er mit svar. Men det kan vi kun, hvis politikerne tager ansvar for vores samfund og får øjnene op for de ikke-vestlige indvandrere og -efterkommere, som kæmper imod grundlæggende værdier i det danske samfund.

Vi er nødt til at stoppe indvandring af mennesker, som erfaringsmæssigt er nærmest umulige at integrere – og som derfor lader deres børn vokse op med værdier, der er i direkte modstrid med vores.

Og vi skal naturligvis sikre konsekvens for de, der ikke overholder landets love og regler. Er man udlænding, skal en dom for kriminalitet medføre udvisning. Har man opnået indfødsret på baggrund af den obligatoriske erklæring om loyalitet og troskab, bør en dom for kriminalitet medføre fratagelse af indfødsretten.

Den dag Omar Abdel Hamid El-Hussein er en tilfældig mand – og ikke en del af en skræmmende statistik af kriminelle, unge, mandlige efterkommere af ikke-vestlige indvandrere – den dag lover jeg at stille mig i koret med politikere, der alene fordømmer og maner til ro. Indtil da, vil jeg kæmpe for at få løst problemet – så vi og vores nærmeste kan fortsætte med at leve livet, som vi har gjort det før.

Har vi overgivet os?

kronborgEfter terrorattentatet i København står danske politikere i kø for at fortælle os, at vi skal holde sammen i kampen for vores demokrati; at vi ikke skal lade os kue. Og medierne udskyder andre udsendelser for at bringe de forfærdelige nyheder om angrebet på vores frihed. Begge dele er prisværdigt.

Men at dømme efter både politikeres og mediers optræden, har terroristerne allerede vundet. Alle behandler attentatets formodede årsag som et råddent æg. Ingen tør offentligt beskrive den åbenlyse sammenhæng med islam – og ingen tør vise de tegninger, som formodes at være årsag til skudepisoden ved Krudttønden.

Vi har udviklet et samfund, hvor der sættes lighedstegn mellem kritik af islam og kritik af samtlige muslimer – og hvor hverken medier eller politikere tør udtale sammenhængen mellem islams forbud mod at afbilde profeten Muhammed og attentatet mod et debatmøde om ytringsfrihed.

Og vi har udviklet et samfund, hvor samtlige medier bringer nyheden om mord og terrorattentat, formodentlig forårsaget af EN TEGNING, uden at et eneste medie har følt sig forpligtet til at vise, hvilke ‘rædselsstreger’, der er tale om.

Begge dele er i min verden samfundsmæssige sygdomstegn, der som minimum bør bekæmpes på lige fod med ekstremisme og radikalisering. Vi må holde fast i at en satiretegning af en hund med mandeansigt og turban IKKE er et angribende våben, og at kritik af en religion IKKE er det samme som kritik af samtlige, der betror sig til denne.

Vi er alene om at bære ansvaret for danske værdier og dansk kultur. Det forpligter – og danske politikere bør gå forrest i kampen!

Glorien pudses, men skamstøtten burde rejses.

pakistanske flygtningeIfølge weekendavisen anmodede FN sidste år om $25 mio. til at hjælpe 300.000 pakistanske flygtninge i Afghanistan. Vi kunne afse $10 mio.

Til sammenligning har vi afsat 4 mia. kr. på finansloven til 20.000 flygtninge i Danmark – 200.000 kr. pr. flygtning pr. år.

Er vi blevet bindegale, eller er selvgodheden blevet den eneste drivende faktor for de radikale og partierne øst derfor?

I erkendelse af, at flygtningeproblemet er af international karakter, og at de enkelte landes indsats ville være vilkårlige og måske uretfærdige, besluttede man straks efter etableringen af FN at oprette UNHCR, FN´s Højkommision for flygtninge.

I over 60 år har denne organisation hjulpet millioner af mennesker i nød. Uden skelen til religion, nationalitet eller herkomst, kun behovet for hjælp.

Danmark grænser ikke op til nogle af de lande, vi modtager flygtninge fra. Vi har ingen direkte flyruter eller skibsforbindelser til flygtningelande. Så alle flygtninge, der kommer til Danmark, har med stor sandsynlighed været ”hjulpet” af menneskesmuglere, som efter det oplyste kræver $12.000 til $20.000 pr. flygtning.

Vi modtager altså ikke de flygtninge, der objektivt set lider størst nød, men dem, der har råd til at betale.

Vi er med i UNHCR og er medunderskriver af konventionen. Alligevel vælger vi at bruge 4 mia. på at kunne udstille en specifik ”dansk” barmhjertighed til gavn for de få velbjærgede, mens vi lader de uformuende hytte deres eget skind.

De $15 mio., som vi nægtede FN til 300.000 flygtninge, svarer til udgifterne til 450 flygtninge på dansk grund. 450 mennesker mod 300.000!!!

Hvor navlebeskuende selvgod har man lov til at være? Hvordan kan man leve med ikke at hjælpe flest mulige bedst muligt for de penge, der er til rådighed?

Mindre sødsupppe – mere konsekvens

dst1Unge efterkommere af ikke-vestlige indvandrere, der TRODS ADVARSLER fra flere voksne fortsætter med at chikanere i en biograf. En større gruppe unge med ikke-vestlig baggrund, der hærger en bus, TRODS ADVARSLER fra flere voksne.
Sidste år var jeg selv en tur i Lorry for at forsvare mit opråb til indvandrerforældre, efter at en gruppe helt unge drenge, TRODS ADVARSLER fra både politi og civile, hærgede vores lokale havn i flere dage, for til sidst at stikke en mand ned.
Det er meget muligt, at man med en god portion faktaresistens og ved at vende det døve øre til, kan bilde sig selv ind, at der er tale om enkeltstående tilfælde, og at danske unge mænd skaber lige så meget ballade. Men fakta er, at efterkommere med ikke-vestlig baggrund begår væsentlig mere kriminalitet end andre grupper i vores samfund. Det skal løses.
Så længe vi har store problemer med integrationen af de mennesker, der allerede er kommet hertil, er vi nødt til at begrænse indvandringen og stille skærpede krav til de, der ikke respekterer danske love og værdier.
– Krav til alle familier om at 3-årige børn, der ikke består den obligatoriske sprogscreening, skal gå i dansk børnehave, vil sikre børnenes sproglige udvikling og mindske antallet af før-skolebørn med sprogvanskeligheder. Det øger de unges færdigheder og dermed chancer for at klare sig godt i det danske samfund.
– Krav om deltagelse i skole-hjem samtaler for de børn, der ikke kan indordne sig i skolen, vil skabe bedre kontakt mellem forældre og det danske samfund, som børnene vokser op i.
– Og økonomiske sanktioner for forældre til børn og unge, som overtræder fælles love og regler, vil øge forældrenes incitament til at få styr på deres unge.
Børnene er forældrenes ansvar. Men når forældrene fralægger sig ansvaret med negative konsekvenser for fællesskabet, må vi sætte foden i og stille skærpede krav. Og det kan kun gå for langsomt!

Danske veteraner fortjener som minimum samme behandling, som flygtninge i Danmark. Det får de ikke!

livgardeFrihed, demokrati og sikkerhed er ingen naturlov – det er værdier, som vi sender danske mænd og kvinder ud til verdens brændpunkter for at forsvare. Mange vender gudskelov tilbage til en god tilværelse, trods livsvarige ar på krop og sjæl. Men dem, der oplever problemer i kølvandet på en mission, som vi i fællesskab har beordret dem at løse, svigter vi.

For trods gode intentioner, har vedtagelsen af veteranpolitikken fra 2010 ikke løst den store opgave det er, at sikre hjemvendte soldater den rette hjælp til at komme videre i livet. Vi skyder med spredehagl, sender veteranerne gennem en bureaukratisk skærsild i – og imellem – kommunerne og tillader et system, hvor forsvaret, som er selvforsikret, står for udredning, behandling og erstatning til veteraner med mén for livet.

Det er ikke godt nok.

Lad os sikre, at veteraner bliver behandlet som mennesker – ikke som ofre i et tungt og bureaukratisk system.

Indsatsen skal være mere håndholdt og koncentreret om de mennesker, der har reelle behov. Veteranerne skal hjælpes af uvildige – ikke overlades til deres egen arbejdsgiver eller frivillige organisationer, der trods gode intentioner har begrænsede muligheder for at løfte opgaven. Og kommunernes forudsætning for at løfte den sociale opgave skal forbedres; det økonomiske ansvar for opgaven skal ligge hos staten, som har udsendt soldaterne, og som derfor også bør påtage sig det økonomiske for at hjælpe veteranerne videre i livet.

En sammenligning mellem vores indsats over for danske veteraner og for flygtninge vil måske falde nogle for brystet. Men faktum er, at vi i dag behandler flygtninge med mere ekspertise og bedre økonomi, end vi behandler vores veteraner, og at flere af problemstillingerne for de to grupper er ens, bl.a. PTSD og andre psykiske efterreaktioner på krig. Vi kan derfor med fordel udnytte vores viden og økonomiske model for flygtninge – statens refusion til kommunerne for asylansøgere – til at forbedre forholdene for veteraner.

Det er uanstændigt, at vi behandler flygtninge bedre, end vi behandler de af vores landsmænd, der sætter livet på spil for din og min sikkerhed.

Vi er fælles om at sende danske soldater i krig; raske og stærke mennesker, som grundet deres fysiske og psykiske evner er særligt udvalgt til opgaven. Og vi har naturligvis et fælles, etisk ansvar for at sikre deres ve og vel, når de vender hjem.

Magter vi ikke at påtage os det ansvar, så kan vi ikke tillade os at sende disse mennesker ud – og så vil vores frihed, demokrati og sikkerhed være værdier med begrænset holdbarhed.

1 2 3